Tala hjá Sjúrði Skaale tá fólkatingið læt upp í gjár, 7. oktober

HER LADES ALT HÅB UDE – står der over porten til helvede ifølge et af verdens største digterværker, Dantes guddommelige komedie, der jo er aktuel i disse dage i og med at det er 700 år siden digteren døde.

Jeg tror mange færinger for deres indre øje så samme indskrift over indgangen til stadion Tórsvøllur, da de gik ind for at se kampen mellem Færøerne og Danmark den 4. september.

Vi havde lige tabt 4-0 til Israel, og skulle nu møde EM-semifinalisterne. Der var ikke meget at have håbet i.

Men vores forsvar viste sig at være en sammensvejset konstruktion af disciplin og organisation. Der var sjældent fare på færde - indtil det 57 minut – i danskernes felt. Med et hårdt hovedstød sender Edmundsson et indkast fra højre side mod det danske mål. Den brager ind i overliggeren, og riposten springer ud for fødderne af Hansson – der fra fem meter skød over det næsten åbne mål.

Fem minutter før tid, den omvendte situation: Dødbold til danskerne i højre side. Wind får hovedet på, sender den på stolpen – og ind.

Det var forskellen den dag. Overligger ud - og stolpe ind.

Et-et ville have været mere retfærdigt. Men vi var ikke i Dantes helvede. Håbet levede hele kampen.

Mugu standa saman
Hvis vi flytter os fra fodbold til den ikke helt så vigtige forsvarspolitik, så lever vi i en tid, hvor, med Dantes ord, ”Forstandens kræfter går i forbund / med vilje som er ond og kæmpers styrke”. Her er Færøerne og Danmark ikke modstandere, men må stå sammen med resten af vesten – og hinanden. Derfor er det nye dansk-færøsk-grønlandske kontaktudvalg, som statsministeren talte om i tirsdags, en god og nødvendig ting.

Mit samarbejde med regeringen har også været godt. Nogle sager er løst på fin vis, mens andre er på vej til at blive løst. Det gælder forsvars-, udenrigs-, sikkerheds-, finans-, rets-, kultur-, og skattepolitikken.

Jeg vil takke alle ministrene under et for, at de sætter tid af til de store og mindre sager, som jeg kommer med.

Prædikur
En af dem, Dante mødte på sin rejse gennem helvede, var den store jæger Nimrod, der i sit hovmod begyndte at bygge Babelstårnet, som jo førte til den sproglige splittelse mellem mennesker.

”For ham er alle sprog ligesom hans eget / for alle andre: lyde uden mening”, siger digteren, og som straf kan Nimrod i al evighed ikke tale andet end volapyk i helvede.
Vi andre må leve med konsekvenserne af den sproglige forbistring, og det har ført til en sag, som endnu ikke har fundet sin løsning: Oversættelse af alle udenlandske prædikener i Danmark.

Den er udsat, men stadig ikke aflivet.

I juni mødtes jeg, den forhenværende kirkeminister Joy Mogensen og repræsentanter for to færøske menigheder i Danmark for at drøfte sagen.

Den dag i et sidelokale i Hans Egede Kirke på Østerbro oplevede vi demokratiet fra dets smukkeste side. Ministeren mødtes med dem, som ville blive ramt af hendes bebudede lov. Der var god stemning, dampende kaffe, hjemmebagte boller og åben snak om sagen.

Jeg skal ikke referere hvad ministeren sagde, men hendes forståelse fremgår samtalen hun havde med DR-programmet Tal til mig i december, hvor hun fortalte, at hun på en international spejderlejr havde været med til en gudstjeneste ude i naturen.

”På et tidspunkt hvor vi beder”, sagde hun, ”kan man høre, at alle beder på sit sprog. Og stadigvæk når jeg fortæller det nu, får jeg helt gåsehud, fordi jeg bare tænker: Wow, det er vildt. Det, jeg gør, er noget som de her mennesker, som jeg aldrig har set før, også gør – på deres sprog. Det kan godt være, at vi på et tidspunkt fik hver vores sprog og vores lille plet i verden, men i al vores forskellighed, så kunne vi faktisk sige den samme bøn”.

Jeg synes det siger alt om sagen. Og mit råd til den nye kirkeminister skal være: Lyt til det, og forstå, at man ikke med lovens rambuk bør bryde ind i det rum i mange menneskers liv, som er helligt for dem. Så tag nu den sag endeligt at bordet. Også for min skyld – jeg gider ikke tale om det mere.

Og hvis man ikke vil lytte til Joy Mogensen eller mig – så lyt til en tredje socialdemokrat, nemlig Thorvald Stauning, der tilbage i 30’erne – helt i Dantes’ ånd – sagde tingene mere bramfrit: ”Hold fred med de hellige, ellers end fanden løs”.

Springarar
Til sidst: Delfindrabet!

Det er som sådan en intern færøsk sag, men jeg kommer ikke uden om den, både fordi den også er kommet til at vedrøre Danmark – det kender alle her inde til fra sin egen indbakke – og fordi jeg selv har fået vanvittigt mange henvendelser om sagen, som jeg her vil besvare under et.

Det bliver min holdning. Jeg kan ikke tale på vegne af Færøerne i denne sag, for befolkningen er splittet. Vores største eksporterhverv – lakseopdrætterne – har fordømt drabet, lagmanden har taget sagen op politisk, og målingerne viser, at et flertal ønsker den slags drab stoppet.

Til det flertal hører jeg. Men jeg kan også følge dem, som mener, at vi skal affeje kritikken, og intet ændre.

De 1500 delfiner havde den 12. september en grusom søndag aften.

Men før det havde de haft et godt liv.

Det har de milliarder og milliarder af dyr, som hvert år slås ihjel på slagterier, i mange tilfælde ikke haft.

Delfiner er intelligente. Men det er grise også. De er faktisk mere intelligente end hunde. Og alligevel bliver de holdt indespærret, og brugt til ”kødproduktion”, som det så kynisk hedder. De, der spiser pølser og bacon og flæsk har ingen moralsk ret til at kritisere dem, der dræber og spiser delfiner.

Dyrevelfærd er naturligvis meget vigtig. Og den 12. september levede vi ikke op til vores egne, høje standarder. Men grunden til at jeg ønsker ændringer, er først og fremmest hensynet til vores erhvervsliv og dermed hele vores velfærdssamfund.

Vi har kunnet modstå kampagnerne mod grindedrabet, for vi har kunnet trænge igennem med rationelle argumenter.

Men når det gælder delfiner er vi oppe imod noget, som er hinsides logik. Nemlig mytologi.

Dante beskriver et sted nogle sjæle i helvede der ligger og koger i tjære og nogle gange kommer op til overfladen. Det var, siger han: ”Ligesom delfiner mærker stormen komme / og viser ryggens bue oven vande / som tegn til søfolk om at sikre skibet”.

Myten sagde altså, at delfiner advarede søfolk, da uvejr var på vej, ligesom de jo reddede søfolk efter skibbrud. I græsk-romersk tradition er delfinen symbol for en frelser, og moderne tid er det dresserede delfiner og film som Flipper, der fører fortællingerne videre.

Det er ikke lige meget for et dyr, om det i menneskenes fortællinger tildeles rollen som en smuk, klog, hjælpsom delfin – eller et beskidt, dumt svin.

Det er ulogisk og uretfærdigt – men det er en virkelighed, som vi må forholde os til.

Vi er altså oppe imod en stærk mytologi; det færøske folk står ikke sammen; delfindrab er sjældne og uden økonomisk betydning – men de truer det, som faktisk finansierer vores helsesektor, skole- og socialvæsen. Nemlig eksporten og turismen.

Vi kan næppe vinde kampen; tabene kan blive meget store, hvis vi kæmper den alligevel – og det kommer til at ramme de svageste.

Jeg synes man bør koncentrere sig om de kampe, man faktisk kan vinde.

Som fx den mod Danmark i Parken den 12. november.

Så må vi se hvem der får overligger-ud og hvem får stolpe ind.

Eller sagt mere Dante’sk: Hvem vil gøre helvede hedt for den anden. Hvilket hold vil være djævlene, og hvilket hold vil blive kastet ned i kogende tjære.