Trúgv teimum sum siga seg leita eftir sannleikanum. Ivast í teimum sum siga seg hava funnið hann
- André Gide, franskur rithøvundur

Rules

Only words with 2 or more characters are accepted
Max 200 chars total
Space is used to split words, "" can be used to search for a whole string (not indexed search then)
AND, OR and NOT are prefix words, overruling the default operator
+/|/- equals AND, OR and NOT as operators.
All search words are converted to lowercase.

Politikkur

Er det i orden, at jeg bestemmer hvem der bliver statsminister i Danmark? Nej. Men et opgør med min magt kræver også et opgør med hele opfattelsen af Danmark som en enhedsstat

Hvad nu, hvis blå blok vinder valget i Danmark med 88 mandater mod 87, og der så kommer tre nordatlantere og giver magten til de røde?

I flere år har jeg forsøgt at rejse en debat om det spørgsmål, fordi jeg synes det er en principiel udfordring for demokratiet i Danmark.

Jeg har gjort det i artikler. I samtaler med journalister. I taler i folketinget. I spørgetimen med statsministeren.

Jeg kan komme i tanker om to politikere, der har grebet den bold, jeg har kastet ud – Alex Vanopslagh og Lars Boje Mathiesen. Bortset fra det er jeg mødt med tavshed.

Indtil i tirsdags hvor der skete præcis det, jeg har talt om: 87 plus tre til de røde.

Og SÅ begyndte sms’erne ellers at tikke ind. Både fra journalister og politikere. Er det her rimeligt? spurgte de. Er det legitimt? Er det demokratisk?

Svaret er nej på samtlige spørgsmål. Men når et legitimt, demokratisk valg fører til et resultat, der er urimeligt og illegitimt, så er der altså noget galt ved selve systemet.

Hvordan kan det så være, at næsten ingen har taget debatten op – altså før det tirsdag aften stod klart, at nordatlanterne havde sikret det røde flertal? Hvorfor har ingen villet tale om det generelle problem før dets konsekvenser ramte dem selv?

Jeg tror årsagen skal findes i, at hvis man virkelig går ind i tirsdagens lille detalje, så åbner der sig et stort tema, som de fleste helst vil slippe for at forholde sig til.

Det, der skete i tirsdags, var nemlig en konsekvens af det forhold, at Danmark slet ikke er den slags stat, som grundloven beskriver.

I henhold til grundloven er Kongeriget Danmark det, man kalder en ”enhedsstat”. Der er ét parlament. Én regering. Ét skattesystem. Én udenrigspolitik.

I sådan et system er det naturligt, at alle dele af riget er repræsenteret i den lovgivende forsamling. Og derfor står det i grundloven, at der skal være fire MF’ere fra Grønland og Færøerne

Vokset ud over grundloven
I dag er virkeligheden bare en helt anden end den, grundloven beskriver – i hvert fald for Færøernes vedkommende.

Vi er andet og mere end en dansk valgkreds. Vi har vores eget parlament, vores egen økonomi og vores egen administration. Vi har overtaget næsten alle sagsområder. I de 11 år, hvor jeg har siddet i folketinget, er det ikke en eneste gang sket, at vi har vedtaget en lov, der er blevet sat i kraft på Færøerne uden om færøske myndigheder. På områder, der ikke er overtaget, sker ændringer efter aftale mellem Danmark og Færøerne.

Når der skal tages stilling til udenrigs- og forsvarspolitiske sager, der vedrører Færøerne, sker det i dialog mellem regeringen og landsstyret. Ikke mellem regeringen og de to færøske MF’ere. Naturligvis ikke. For jeg er valgt af under 30% af de færøske vælgere. Og jeg er en lille del af en dansk myndighed. Jeg er har ikke demokratisk mandat til at indgå nogen aftale på vegne af det færøske folk. Færøernes demokratiske myndigheder er lagtinget og landsstyret – altså vores regering og vores parlament.

Færøerne indgår også aftaler med andre lande i eget navn. Det sker endda at Danmark, som del af EU, er direkte modpart.

En føderation
Jeg sidder altså i et parlament, der ikke lovgiver for de vælgere, der har valgt mig. Og gennem finansloven lægger jeg byrder på nogle borgere, der ikke kan straffe mig ved valget. De kan jo ikke nå mig. Jeg er valgt i et andet land. Og mine vælgere betaler ikke skat i Danmark. De mærker ikke konsekvenserne af de finanslove, jeg er med til at stemme igennem. Det helt grundlæggende princip om, at vælgere og skatteydere er de samme personer, er ikke gældende i mit tilfælde.

Kongeriget Danmark har altså udviklet sig fra at være den enhedsstat, som grundloven beskriver, til at være en føderation af en slags. Den politiske udvikling har ført os ud over grundlovens juridiske grænser. Hvis grundloven er en sko på størrelse 42, så er rigsfællesskabet en fod på størrelse 47.

Derfor er vi havnet i den mærkelige situation, at selv om vi fire nordatlantiske MF’ere juridisk set har fulde rettigheder i systemet, så har vi ikke den samme politiske legitimitet som de andre 175.

Og når mange i dag kalder det problematisk, at jeg og to grønlandske MF’ere bestemmer hvem der skal være statsminister, så bekræfter de i virkeligheden dette meget alvorlige forhold: Grundlovens bestemmelser om de fire nordatlantere kan undergrave demokratiet i Danmark.

Den diskussion er svær. Og det er nok grunden til, at ingen har villet tage den.

Politisk løsning
Da bestemmelsen om MF’erne fra Nordatlanten står i grundloven, kan den næsten ikke ændres. Derfor har jeg luftet tanken om, at vi i fællesskab kunne beslutte at respektere det danske demokrati ved at pege på den statsministerkandidat, som vinder valget i Danmark.

Jeg synes der ville være rimeligt. I hvert fald ville vi på Færøerne være rasende, hvis nogen, der var valgt i Danmark, bestemte hvem der skulle have magten på Færøerne. Men der har heller ikke været nogen, der har grebet den bold.

Og da hverken de danske partier eller de andre nordatlantere har ønsket at tage debatten i ”fredstid”, er den gået i sig selv.

Måske det, der skete i tirsdags, kan få flere til at anerkende, at der faktisk er et problem. Og måske det kan skabe forståelse for bl.a. mit partis ønske om, at vi på Færøerne får vores egen forfatning. En forfatning, der ikke nødvendigvis bryder med Danmarks Grundlov, men bedre genspejler virkeligheden. På sigt bør man så ændre Danmarks grundlov, så også den genspejler virkeligheden – og bl.a. fjerne bestemmelsen om i hvert fald de to færøske MF’ere.

Hvad gør jeg?
Jeg tror samtlige medier de sidste dage har forholdt mig det, jeg har sagt før, og spurgt, hvad jeg vil gøre.

Jeg peger på Mette. Det har mit parti gjort helt klart i valgkampen. Og det gør jeg med god samvittighed.

For det første er der en blå og en rød fra Færøerne. Vi tipper ingen balance.

For det næste har næsten ingen danske politikere reageret på min skepsis før. Og det her er altså et dansk problem. Ikke et færøsk.

For det tredje har jeg lovet, at jeg selv om jeg, på vegne af mit parti, naturligvis vil bruge min position, så vil jeg ikke misbruge den. At misbruge positionen ville være at sætte min stemme på auktion og sige, at den, der byder højest, får min støtte. Således ville jeg kunne tage det danske demokrati som en slags gidsel. Det ville være til skade for alle – både de røde og de blå. Men jeg er et ordentligt menneske, der kommer fra et ordentligt parti, som ikke vil misbruge den for store indflydelse, som jeg har fået.

Svaret til de mange, der – ofte meget kritisk – har henvendt sig de sidste dage, er altså følgende:

Ja, der er et problem. Det har jeg påvist længe. Men det er et dansk problem, som næsten ingen danskere har være villige til at forholde sig til. Det håber jeg, de vil gøre nu, hvor problemets symptomer viser sig.

Sjúrður Skaale, MF for Færøerne

Um tú veitst okkurt, sum VP ikki veit - skriva so til vp@vp.fo