Nú, ið frí fosturtøka aftur er á skránni, og ágangurin bæði innan- og uttanlendis frá er øgiligur, kundi verið áhugavert at víst á, hvussu álvarsliga Jóhan Nielsen, prestur og fólkatingsmaður fyri Javnaðarflokkin í mong ár, bardist ímóti fríari fosturtøku ella "fosterdrab", sum hann nevndi tað, og hvussu harðliga hann tók til orðanna ímóti hesum.

Sanniliga munur á javnaðarmonnum tá, og hvat javnaðarmenn í dag siga, nú bæði Aksel Johannesen og Sjúrður Skaale siga seg taka undir við fríari fosturtøku.

Her er endin á røðu, Johan Nielsen helt undir 2. viðgerð av málinum 11. mars 1973:

".... her må det ufødte barn regnes for det svageste menneskelige væsen. Man frygter, og ikke med urette, at fosterdrab kun er en begyndelse. Man er bange for, at medlidenhedsdrab vil blive det næste, og har man først gjort sig til herre over livet, hvor ender man så?

Højtærede justitsminister, høje ting, jeg håber, man er enig med mig i, at der ikke er noget argument tilbage for abortus provocatus andet end, hvad der eventuelt ligger i et hedensk menneskesyn, at mennesket er et dyr i lighed med andre, og derfor bør lovgivningsmagten gøre sig til herre over livet, så man skal kunne bestemme, hvem der skal have lov til at leve, og hvem der skal have lov til at dø.

Vi har for ikke så mange år siden oplevet noget lignende i et naboland, og de spor skræmmer mig i allerhøjeste grad. Derfor: lad os adlyde Gud mere end mennesker. Stands dette lovforslag ...."

Jógvan á Lakjuni