"JEG ER OVERBEVIST OM, AT FORSLAGET OM FRI ABORT REPRÆSENTERER ET MENNESKESYN, SOM STRIDER IMOD DET KRISTNE”

Jóhan Nielsen (1919-1984), sum var ættaður úr Sandvík, var prestur bæði í Føroyum og í Danmark og fólkatingsmaður fyri Javnaðarflokkin í meira enn 20 ár.

Í 1972-73 var hann sera aktivur í stríðnum ímóti fríari fosturtøku í Danmark og ávaraði teir donsku politikararnar um at seta hesa vanlukkulóg í gildi. Eg haldi, at føroyingar vóru takksamir fyri hansara leiklut á hesum øki, har hann ikki legði fingrarnar ímillum og við greiðum og klárum boðskapi og sera góðum argumentum talaði fyri at verja børnini í móðurlívi!

Men tíverri bleiv ikki lurtað eftir honum. Ein meiriluti samtykti lógina!

Og nú, góð 50 ár seinni, og eftir at út ímóti einari millión fostur eru tikin úr móðurlívi í Danmark, gerast hesi innantómu orðini um at ráða yvir egnum kroppi alsamt harðari her hjá okkum.

Men tann álvarsami boðskapurin hjá Jóhan Nielsen, presti, er akkurát líka aktuellur.

Her eru brot úr røðu, Johan Nielsen, fólkatingsmaður, helt undir 2. viðgerð av málinum um fría fosturtøku í Danmark, 11. mars 1973:

”Nogle har anført, at man vil sikre kvinderne den fulde frihed. Det turde være tvivlsomt, hvor fri den kvinde er, som måske er under pres af mand, kæreste eller forældre, der vil noget andet end hun. Hertil kommer, at når man taler om, at kvinden alene skal have ansvaret for, om hun vil have abort eller ej, så glemmer man de samvittighedskvaler, som læger og sygeplejersker af etiske eller religiøse grunde skal igennem, når de skal medvirke til en abort.

Men det forekommer mig, at spørgsmålet om beskyttelsen af det ufødte barn i nogen grad er trådt i baggrunden i denne debat.

Her kommer min væsentlige modstand mod fri eller liberal abort ind i billedet. Både af etiske og kristne grunde piner den tanke mig, at nogen skal kunne slå nogen ihjel.

Jeg kommer fra et samfund, hvor spildet af liv var så utrolig stort, at jeg kan sige, at jeg i min barndom og ungdom levede under dødens skygge. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at nogen skal slås ihjel, det være sig et ufødt barn eller en kronisk syg, for at skabe bedre kår for andre.

Livet er i den grad helligt for mig. Jeg bekender mig til livets absolutte hellighed. Jeg kan ikke holde den tanke ud, at nogen skal berøves det, eller at det skal overgives til menneskelig vilkårlighed, og jeg ved, at der er tusinder og atter tusinder i Danmark, som har det på samme måde. Derfor er jeg overbevist om, at forslaget om fri abort repræsenterer et menneskesyn, som strider imod det kristne.

Man frygter, og ikke med urette, at fosterdrab kun er en begyndelse. Man er bange for, at medlidenhedsdrab vil blive det næste, og har man først gjort sig til herre over livet, hvor ender man så?

Højtærede justitsminister, høje ting, jeg håber, man er enig med mig i, at der ikke er noget argument tilbage for abortus provocatus andet end, hvad der eventuelt ligger i et hedensk menneskesyn, at mennesket er et dyr i lighed med andre, og derfor bør lovgivningsmagten gøre sig til herre over livet, så man skal kunne bestemme, hvem der skal have lov til at leve, og hvem der skal have lov til at dø.

Vi har for ikke så mange år siden oplevet noget lignende i et naboland, og de spor skræmmer mig i allerhøjeste grad. Derfor: lad os adlyde Gud mere end mennesker. Stands dette lovforslag ….”

Jógvan á Lakjuni