I sin Pride tale sagde præsten Ólavur Eysturdal blandt andet:

”Latið okkum standa saman, hjálpa hvørjum øðrum og taka tøk saman, so heimurin fyri okkara part altíð gerst ein betri staður. Latið okkum arbeiða við okkum sjálvum, søkja hvønn annan og vera góð fyridømir fyri onnur….. størstur av øllum, er kærleikin!”

Og vi istemmer: Størst af alt er kærligheden.

Når Ólavur Esturdal griber til Paulus’ ord om, at størst af alt er kærligheden, er det oplagt at spørge samme Paulus: ”Hvad er kærlighed?” Paulus ville uden tvivl forene sig med Johannes og råbe ud over Torshavn og omegn: ”Gud er kærlighed” (1. Joh 4,8).

Men han ville ikke standse ved et ubestemmeligt begreb, der til tider er blevet brugt til at forsvare sin modsætning. Derfor udfolder Paulus, hvad kærlighed konkret er med disse ord: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden, for den, der elsker andre, har opfyldt loven” (Rom 13,8). Det betyder, at der kommer aldrig et punkt, hvor vi kan sige, så er det gjort, så er vi færdige med det projekt at elske. Nej, vi skal elske og blive ved med at elske.

Da Guds bud afspejler Guds væsen, viser kærlighed sig netop i, at vi følger disse bud. Derfor fortsætter Paulus i Romerbrevet med disse ord: ”Budene: ”Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,” og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (v. 9-10).

Den kærlighed, der er størst af alt, viser sig netop i, at man ikke stjæler. Den kærlighed, der er størst af alt, viser sig netop i, at man ikke begår drab (fosterdrab naturligvis inkluderet). Den kærlighed, der er størst af alt, viser sig netop i, at man ikke lever seksuelt sammen uden at være gift, og at man værner om ægteskabet, der er indstiftet af Gud, som et forhold mellem en mand og en kvinde (1. Mos 2,24).

På baggrund af Bibelens vidnesbyrd om kærlighedens væsen skriver Syvende Dags Adventisterne i Danmark: ”…et seksuelt forhold bør kun eksistere i det ægteskabelige samliv mellem én mand og én kvinde” (Kaj Pedersen s. 99).  Luthers lille Katekismus, et af folkekirkens bekendelsesskrifter, siger det samme.

Naturligvis kan man råbe på gader og stræder og i en Pride-tale kærlighed, kærlighed, kærlighed, uden at det i sandhed handler om kærlighed på linje med, at man på Jeremias’s tid råbte fred, fred, og Jeremias måtte konkludere: ”De siger letsindigt: ”Fred, fred!”, skønt der ikke er fred”(Jer 8,11).

At gøre op med de ti bud er ifølge Paulus at gøre næsten ondt.

Og det er vitterlig tragisk at høre en præst gøre op med dele af de ti bud og dermed kærligheden. Det er at svigte den, præsten skulle tjene. Og det svigt opfordrer han andre til at fremme i de kristne menigheder.  Sker det, så er det kærligheden, der gøres op med, og menigheder dør som kristne menigheder.

Den kristne menighed elsker og bliver ved med at elske, for den holder fast ved Guds gode vilje og forkynder: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Peter O.K. Olofson
Østervej 54, Vålse 
4840 Nørre Alslev
+ 45 24 40 48 46
peterolofson@gmail.com